Højt fra træets grønne top
stråler juleglansen,
spillemand, spil lystigt op,
nu begynder dansen.
Læg nu smukt din hånd i min,
ikke rør' ved den rosin!
Først skal træet vises,
siden skal det spises.
Se, børnlil´, nu går det godt,
I forstår at trave,
lad den lille Sine blot
få sin julegave.
Løs kun selv det røde bånd!
Hvor du ryster på din hånd!
Når du strammer garnet,
kvæler du jo barnet.
Marken er mejet, og høet er høstet,
kornet er i laderne, og høet står i hæs.
Frugten er plukket, og træet er rystet,
og nu går det hjemad med det allersidste læs.
Rev vi marken let,
det er gammel ret,
fuglen og den fattige skal også være mæt.
Rev vi marken let,
det er gammel ret,
fuglen og den fattige skal også være mæt.
Loen vi pynter med blomster og blade,
vi har georginer og bonderoser nok.
Børnene danser allerede så glade,
alle vore piger står ventende i flok.
Bind så korn i krans,
hurra, her til lands
Det lysner over Agres Felt,
hvor sløve Plovspand kravle,
det sortner over Store-Bælt
med Sol paa Kirkegavle —
Velkommen i vor Grønsværsstol
blandt Grøftens Brombærranker!
O, det gør godt at slikke Sol
igen paa disse Banker!
Vel rækker Høstens Solskin kort,
men Rønnens Bær staar røde.
Alléens Linde blegner bort,
men Vildvinsranker gløde.
Vel! Ræk mig da, o Efteraar,
en Gravensten, som smager
af Bækken ved min Faders Gaard
og Mulden i hans Ager.
Du fine, hvide Æbleblomst!
Hvem gav dig dette Lykkeskær?
Ak, jeg er Solens Hjertenskær!
Hvor fik du denne Purpurglød,
som brænder i din fine Hud?
Ak, jeg er Solens Foraarsbrud!
Velsignet af min Brudgoms Kys
jeg lever i hans Aandedrag
en kort, lyksalig Foraarsdag.
Og naar hans sidste, varme Kys
i Aftenrøden strejfer mig,
saa hvisker jeg: Jeg elsker dig!
Og lukker mig og bøjer mig
og drysser over Græsset ud
mit hvide Flor, mit Bryllupsskrud —
Jeg sidder ved Marmorkilden
og stirrer ud over Havet —
taageblegt venter det Solen,
der end er i Dybet begravet.
Kastanjernes Kroner er stille,
kun hvisker en enlig Vind,
kun pipper en enlig Graaspurv
i Dæmringens Spøgelseskin.
Men Bølgerne skride saa tunge
og dog saa sagte mod Land,
de bringe mig Bud fra en fremmed,
en elsket og savnet Strand.
Og Skibe sejle derude,
med rød og med grøn Lanterne.
I Østens Skær som af Roser
staar skælvende Morgenens Stjerne . . .
Når vinteren rinder i grøft og i grav,
og rugens krøllede blade
sig ranker i solen, som spejles i hav,
jeg griber med længsel, knap ved jeg deraf,
min hakke, min skovl og min spade.
Jeg hvæsser på stenen den rustnede æg
og retter den bøjede plade.
Så springer jeg uden for mur og for væg,
hvor marken har klumper og mosen har klæg
med min hakke, min skovl og min spade.
Jeg lytter til vårens syngende kor,
til lærken, den jublende glade.
Vi kender hinanden fra somren ifjor,
den kvidrer, jeg grøfter og graver min jord
med min hakke, min skovl og min spade.
Når solen går ned i et luende bål
