En mand mærker vinteren slippe, og næsten instinktivt griber han sin hakke, skovl og spade for at komme ud at grøfte og grave. Han skærper og retter redskaberne, før han går ud på den klumpede mark og i den klæge mose. Arbejdet skildres ikke som slid, men som en længsel og en glæde: han lytter til lærken, som han kender fra sommeren før, og føler sig hjemme i forårets liv. Refrænet med redskaberne giver teksten en rolig, næsten syngende rytme. Til sidst, når solen går ned, retter han ryggen, ser et mål og opfatter det blanke stål næsten som en lille sejr. Digtet hylder det jordnære forårsarbejde og følelsen af at høre til i naturen og årstiden.
Når vinteren rinder i grøft og i grav — Resumé
Når vinteren rinder i grøft og i grav, og rugens krøllede blade sig ranker i solen, som spejles i hav, jeg griber med længsel, knap ved jeg deraf, min hakke, min skovl og min spade.
Jeg hvæsser på stenen den rustnede æg og retter den bøjede plade. Så springer jeg uden for mur og for væg, hvor marken har klumper og mosen har klæg med min hakke, min skovl og min spade.
Jeg lytter til vårens syngende kor, til lærken, den jublende glade. Vi kender hinanden fra somren ifjor, den kvidrer, jeg grøfter og graver min jord med min hakke, min skovl og min spade.
Når solen går ned i et luende bål bag lynghedens vidtstrakte flade, jeg retter min ryg, og jeg skimter et mål. Da blåner og blinker det blanktslidte stål i min hakke, min skovl og min spade.