Allerede i åbningslinjen „Når vinteren rinder i grøft og i grav“ sætter Johan Skjoldborg en dobbelt bevægelse i gang: vinterens vand trænger ned i det lave, mens rugens krøllede blade retter sig op mod en sol, der spejles i havet. Det er et forår, der både løber væk og vender tilbage, og i samme bevægelse griber den arbejdende stemme sin hakke, skovl og spade, „knap ved jeg deraf“. Længslen kommer før forklaringen. Dermed anslås digtets centrale idé: arbejdet med jorden er ikke tvang, men en indre, næsten instinktiv nødvendighed, hvor redskaber, krop og årstid hører sammen. Allerede lydsiden bærer denne dobbelthed: „grøft og i grav“ trækker nedad med sine g-lyde, mens „rugens krøllede blade“ åbner sig med bløde l-lyde.
Stroferne bygger på et fast mønster, der giver versene karakter af arbejdssang. Første, tredje og fjerde linje rimer sammen, mens anden og femte linje danner et kortere par, så hver strofe lander i omkvædet: „min hakke, min skovl og min spade.“ De to korte linjer er som åndedrag; de øvrige har fyldigere rytme med flere ubetonede stavelser mellem trykkene, så verset bevæger sig fremad som selve gravearbejdet. Gentagelsen af redskaberne er ikke pynt. Den virker rituelt og insisterer på, at disse simple ting har værdi i sig selv, og at arbejdets rytme er en del af årstidens rytme.
Billedsproget holder sig tæt på det konkrete. Der er rustnede æg, der hvæsses på sten, en bøjet plade, der rettes, markens klumper og mosens klæg. Skjoldborg forskønner ikke landlivet; han viser materialet, modstanden og redskabets slitage. Stemmen springer „uden for mur og for væg“, væk fra det lukkede og ud i det åbne, hvor jorden endnu er tung og våd. Alligevel bliver det konkrete opløftet uden at blive ophøjet på falsk vis: Når solen synker som „et luende bål“ bag lyngheden, retter den arbejdende sin ryg og skimter et mål. Det er et lille, næsten tavst øjeblik, hvor fysisk slid bliver til retning og måske endda mening.
Lærken har en særlig funktion. Den synger i „vårens syngende kor“, og stemmen siger: „Vi kender hinanden fra somren ifjor.“ Her er ikke tale om en fremmed natur, der betragtes udefra, men om et gensyn mellem to, der deler landskab og årstid. Lærken kvidrer, mens mennesket grøfter og graver. Fuglesangen og arbejdet bliver to stemmer i samme forårskor. Derved undgår digtet at gøre arbejdet til en stum pligt; det er en samtale med det levende landskab, og ordet „kender“ viser, at forholdet bygger på erfaring, ikke på pludselig stemning.
Digtets betydning ligger især i denne evne til at give den jævne, jordbundne tilværelse poetisk vægt uden at gøre den til idyl eller offerfortælling. Redskaberne nævnes med et ejestedord, „min“, som var de venner eller livsledsagere, og det blanktslidte stål blinker blåt i aftenlyset. Sliddet har gjort stålet smukt. Den sans for arbejdets egen æstetik og for årstidernes cykliske ro gør teksten til mere end en forårssang: den er en lille hyldest til det liv, hvor mennesket, værktøjet og jorden mødes i et fælles arbejde. Hvis man søger digtets svar på, hvad der giver arbejdet mening, ligger det ikke i udbytte eller status, men i samhørighed med jorden og årstiden.