Most read ▸
Ludvig Holstein
Det lysner over Agres Felt,
hvor sløve Plovspand kravle,
det sortner over Store-Bælt
med Sol paa Kirkegavle —
Velkommen i vor Grønsværsstol
blandt Grøftens Brombærranker!
O, det gør godt at slikke Sol
igen paa disse Banker!
Vel rækker Høstens Solskin kort,
men Rønnens Bær staar røde.
Alléens Linde blegner bort,
men Vildvinsranker gløde.
Vel! Ræk mig da, o Efteraar,
en Gravensten, som smager
af Bækken ved min Faders Gaard
og Mulden i hans Ager.
Når vinteren rinder i grøft og i grav,
og rugens krøllede blade
sig ranker i solen, som spejles i hav,
jeg griber med længsel, knap ved jeg deraf,
min hakke, min skovl og min spade.
Jeg hvæsser på stenen den rustnede æg
og retter den bøjede plade.
Så springer jeg uden for mur og for væg,
hvor marken har klumper og mosen har klæg
med min hakke, min skovl og min spade.
Jeg lytter til vårens syngende kor,
til lærken, den jublende glade.
Vi kender hinanden fra somren ifjor,
den kvidrer, jeg grøfter og graver min jord
med min hakke, min skovl og min spade.
Når solen går ned i et luende bål