Les plus lus ▸
Solopgang
Jeg sidder ved Marmorkilden
og stirrer ud over Havet —
taageblegt venter det Solen,
der end er i Dybet begravet.
Kastanjernes Kroner er stille,
kun hvisker en enlig Vind,
kun pipper en enlig Graaspurv
i Dæmringens Spøgelseskin.
Men Bølgerne skride saa tunge
og dog saa sagte mod Land,
de bringe mig Bud fra en fremmed,
en elsket og savnet Strand.
Og Skibe sejle derude,
med rød og med grøn Lanterne.
I Østens Skær som af Roser
staar skælvende Morgenens Stjerne . . .