En voksen mand henvender sig kærligt til en lille dreng, Viggo. Han lokker drengen op på knæet for at ride ranke, kysser hans røde kinder og beundrer hans buttede hænder. Alt ved barnet virker uskyldigt: det kysser blomster, taler med dem på sin egen måde og finder hele verden hos sin mor. Den voksne længes ind i denne barnehimmel, hvor ingen ser mørkt på én, og hvor kærlighed kun møder kærlighed.
Stemningen skifter dog sagte mod slutningen. Først lover taleren at synge Viggo i søvn, men tænker så på sin egen død og håber, at Viggo en dag vil synge den samme dybe vuggesang over ham. Det giver den ømme leg en vemodig undertone: han frygter, at verden glemmer ham og hans sange, og spørger, om Viggo vil huske hans kærlighed. Resultatet er både varmt og sørgmodigt.