Aftenluften i det fremmede land bliver en budbringer: den vinker, dufter og bølger, og digtets jeg spørger den, hvor tankerne skal føres hen. Svaret ligger allerede i titlen. Hjemvee er en længsel, der sættes i gang af sanseindtryk, og som vender blikket mod Danmark. Centralt står ikke blot savnet af et sted, men af en landskabelig og sproglig identitet, der i sidste strofe får skikkelse som en mor.
Formen bærer længslen frem. Hver strofe har otte linjer med trokæisk rytme, og rimstillingen ABABCCDD lader de to afsluttende parrim lægge sig som små suk eller åndedrag. Digtet henvender sig direkte til aftenluften og blomsterduftene: „Underlige Aftenlufte! / Hvorhen vinker I min Hu?‟ Naturen bliver dermed ikke kulisse, men en mulig mellemmand mellem det fremmede nu og det elskede fødeland. Spørgsmålet „Gaaer I over hviden Strand / Til mit elskte Fødeland?‟ åbner digtet mod en længselsfuld geografi.
Det fremmede land skildres med klipper, nøgne stene, graner, fyr og en gusten flod, der krummer sig i en sid og leret grav. Over for dette står Danmark som blødere og lysere natur. Digtets jeg vender forudsætningen om: „Hiemme var der intet Field! / Ak, saa er jeg ude vel?‟ Netop fraværet af det voldsomme klippelandskab bliver et tegn på, hvad der er hjemligt. I stedet for granernes lov kalder han på „Danmarks Bøgeskov‟, og i stedet for den gustne flod sættes „Livets Kilde, Glædens Moder / ... det sølvblaa Hav!‟ Havet optræder som en levende, moderlig kraft, der slynger sig om Sjællands kyster og forlyster sig med blomster. Dermed gøres den danske natur ikke blot til et landskab, men til en krop, man kan savne.
Hjemveen er dog ikke en almen hyldest til bjerglandskabet. Digtets jeg henvender sig til „Norges Søn‟ og til schweizeren på klippen, som begge har sagt, at roen kun findes hjemme i de vante fjelde. Alligevel spørger han: „Troer I da, at Klippen ene / Præger sig i Hiertet ind?‟ For ham er klippen netop ikke det, der har formet hjertet. Dermed bliver hjemveen ikke en universel følelse for bjerge, men en bestemt erindring om bøgeskov og hav.
Sangen i aftenbilledet driver pointen endnu tydeligere frem. Båden gynger, en mø synger sødt ved cithren i den lune sommernat, og digtets jeg mærker de rene toner strømme i brystet. Alligevel græder han. Det er ikke, fordi sangen er dårlig; han indrømmer: „Bedre er de vel maaskee, / Ak! men det er ikke de.‟ Skønheden kan altså ikke erstatte tilhørsforhold. Det danske sprog er knyttet til erindring og barndom, og den fremmede tunge kan ikke synge hjemmet ind i ham. Digtet præsenterer sig selv som „et ufrivilligt Suk‟, en klage, der kommer af mindet om netop sådanne aftener i den kære lund.
Til sidst bliver hjemveen eksistentiel. Digtets jeg har tidligt mistet sin mor, og Danmark er hans anden moder. Spørgsmålet „Skal jeg meer min Moder see?‟ rækker ud over rejsens geografi og ind i livets korthed. Skæbnen vinker længere bort, og håbet er kun at få lov at trykke sig i moderens arme med den sidste varme. Som digt af Oehlenschläger, en central dansk romantiker, viser Hjemvee, hvordan national identitet kan opstå af sansede erindringer: bøgeskov, hav, sprog og moderlig kærlighed smelter sammen til én længsel, som poesien ikke kan løse, men må give form.