En stemme taler ud over Furesøen i skumringen, ikke til en læser, men til en fugl. Christian Winthers “Flyv, fugl, flyv” er et kærlighedsdigt forklædt som en besværgelse. Stemmen beder fuglen flyve over søen, se de elskende, synge sin kærlighed frem og til sidst opsøge den fjerne elskede. Centralt står en længsel, der ikke selv kan flyve; den låner fuglens vinger for at nå frem. Samtidig handler digtet om, hvad en sanger kan og ikke kan. Fuglen svømmer frit i ætheren, mens digteren kun kan sukke og drømme i lunden. Derfor er fuglen ikke blot et dyr, men et spejl for den stemme, der digter.
De fem strofer bygger på samme faste mønster: otte linjer med krydsrim, hvor lange firetrykslinjer skifter med korte tretrykslinjer. “Flyv Fugl, flyv over Furresøens Vove” har en fremadrettet, næsten vuggende rytme, der svarer til bølgerne; “Nu kommer Natten saa sort” falder kortere og mørkere. Rimene knytter naturord til stemning: “Vove” rimer på “Skove”, “sort” på “bort”, så aftenlandskabet og sindstilstanden væves sammen. Hver strofe åbner desuden med et nyt variationsled – Vove, Bølge, Rislen, Vande, Brusen – som lader søen skifte fra åbent vand til stille rislen og til sidst urolig brusen, mens natten trænger sig på.
Digtets ordforråd er gammeldags og løfter tonen. Ord som “favre”, “guulbrune Lokke”, “Røst” og “bævende Hjerte” giver teksten et romantisk, næsten folkeviseagtigt præg. Naturen besjæles hele vejen igennem: solen ligger bag “de dæmrende Skove”, dagen “lister sig bort”, træerne “hviske med ængstelig Susen / Hilse Godnat med et Buk”. Også natten “drager sit Suk”. Det er ikke pynt; det er en verden, der ånder og føler med. Fuglens hjem med “fjedrede Mage” og “guulnæbede Smaa” danner en varm kontrast til digterens ensomme position. Han beder fuglen om at “speide deres Sjel” hos to elskende, som om den kan se det usynlige mellem mennesker.
I fjerde strofe får længslen et konkret mål. Den elskede går “eensomt i Skoven ved fjerneste Strande” med gule lokker i vinden og rank som et aks. Beskrivelsen er sanselig og nøje: øjet er sort, kinden bærer roser, og fuglen kan kende hende straks. Fuglens flugt bliver her en forlængelse af digterens blik; den kan nå ind i det fjerne blå, hvor han ikke selv kan komme. Alligevel er friheden ikke hans. “Kunde, som du, jeg i Ætheren svømme, / Veed jeg nok, hvor gik min Flugt” siger han. Han kender retningen, men ikke vingen. Hans kærligheds frugt er at sukke og drømme, mens fuglen synger sin kærlighed frem i løvet.
Slutningen gør fuglen til fortrolig. Spørgsmålet “Har du ei lyttet til mangefold Smerte / Selv hos den fjedrede Flok?” antyder, at også fugleverdenen kender smerte. Derfor kan fuglen sige godnat til det bævende hjerte – “du veed det jo nok?” Det lille tillægsspørgsmål åbner en indforstået nærhed, som om digter og fugl deler en hemmelighed. Digtets betydning ligger i den dobbelthed: Det er et kærlighedsdigt, men også et digt om poesiens mulighed. Sangen bevæger sig ud over søen, når kroppen ikke kan. Fuglen er ikke et tilfældigt billede, men den frihed og stemme, digteren længes efter – og lader læseren flyve med på.