En stemme taler til en fugl over Furesøen i skumringen og beder den flyve hjem til mage og unger, men vende tilbage næste dag og fortælle, hvad den har set. Fuglen bliver et kærlighedsbud: den skal følge to elskende og spejde dybt i deres sjæle, synge sin egen kærlighed frem og finde den elskede kvinde ved fjerne bredder. Som sanger føler jeget, at han burde kunne tolke kærlighedens lyst og smerte, men han kan kun sukke og drømme. Beskrivelsen af hende – gulbrune lokker, sort øje, rosenkindet, rank som et aks – gør længslen konkret og sanselig.
Stemningen er dæmpet, vemodig og fuld af naturlyrik. Natten falder på, træerne hvisker med ængstelig susen, og jeget lægger sin længsel og sit urolige hjerte i fuglen. Til sidst beder han den sige godnat til hans bævende hjerte og bekræfte, at den kender smerten. Længsel, ensomhed og håb blandes i en stille, musikalsk tone.