I Emil Aarestrups »Angst« er kærligheden ikke et hvilested, men en desperat klamren til et øjeblik, der allerede er ved at forsvinde. Titlen lægger en tung følelse over den lille scene, selv om ordet angst aldrig optræder i selve digtet. I stedet viser angsten sig i de insisterende gentagelser, de varme kropsbilleder og de kølige naturbilleder. Digtet kredser om forgængelighed og om den smerte, der følger med at elske et levende menneske.
Første strofe er en indtrængende bøn. Åbningen »Hold fastere omkring mig« rummer allerede en modsætning: Ordet »fastere« fortæller, at nogen holder fast, men at det ikke er nok. Jeget beder om en endnu strammere omfavnelse, som om angsten skal klemmes ud af kroppen. »Dine runde Arme« er et blødt og omsluttende billede på nærhed, og hjerte, blod og varme forbinder kærligheden med den levende krop. Her bliver ordet »endnu« afgørende: Hjertet har endnu blod og varme, men formuleringen åbner samtidig for, at det en dag ikke har det. Rimparret »Arme« og »Varme« binder ømhed og liv sammen, så kærligheden fremstår som noget fysisk, der kun findes i den varme krop.
Anden strofe skifter til et køligere blik. »Om lidt« gentages to gange og gør fremtiden nærværende. Først er de elskende »skilt ad«, siden »forsvundne«; der er en optrapning fra adskillelse til fuldstændig udslettelse. Sammenligningen med »Bærrene paa Hækken« peger på noget lille og modent, der hænger enkeltvis og let kan falde fra. Bærrene er smukke, men de er ikke evige. »Boblerne i Bækken« er endnu mere skrøbelige: De opstår, glimter og brister i strømmen uden at efterlade spor. Begge billeder stammer fra naturen, men de er ikke romantisk idyl; de viser tværtimod, hvor let det levende opløses. Rimparret »Hækken« og »Bækken« holder de to forsvindingsbilleder tæt sammen, som om den samme lov gælder for bær og bobler – og for de elskende.
Formen understøtter indholdet. Digtet består af to korte strofer med fire linjer hver og enderim i hver anden linje. Rytmen er enkel og næsten sangbar, men under den rolige overflade pulserer en uro. Gentagelsen af »Hold« og »Om lidt« fungerer som et hjerteslag eller en tryglen, der ikke giver slip. Den faste form kan minde om et greb, der forsøger at holde sammen på noget smuldrende. Der er ingen lange, forklarende sætninger; i stedet står de enkelte billeder skarpt og nøgent, hvilket gør slutningen mere voldsom. Digtet ender med bobler, der forsvinder i bækken, uden at der åbnes for trøst.
Styrken i »Angst« er, at den forener det sanselige og det eksistentielle uden store ord. Emil Aarestrup (1800–1856) var læge og digter, og netop denne dobbelthed – kroppens varme og livets korthed – præger billedsproget. Digtet lover ikke evighed eller et møde efter døden. I stedet gør angsten nærværet mere intenst: Jo tydeligere jeget mærker armene og blodet, desto skarpere aner det tabet. Derfor er kærlighedserklæringen her ikke et løfte om evighed, men en bøn om at holde fast, mens der endnu er blod og varme. Det er den præcise, nøgterne bevidsthed om, at alt forsvinder, der giver digtet dets indtrængende kraft.