Et jeg taler direkte til den elskede og beder om at blive holdt tæt, mens hjertet endnu har blod og varme. Det er ikke blot et ønske om nærhed, men en næsten desperat bøn; gentagelsen af “hold fast” giver ordene et insisterende præg. Den varme krop, der holdes fast, står i skarp kontrast til de kolde billeder af adskillelse og opløsning. Jeget ved, at adskillelsen kommer: om lidt er de skilt ad som bærrene på hækken, om lidt er de væk som boblerne i bækken.
Billederne fra naturen er enkle og dagligdags, men netop derfor føles forsvindingen ubønhørlig. Stemningen er øm, inderlig og urolig på samme tid. Angsten i titlen er ikke højlydt eller voldsom, men en sagte erkendelse af, at al varme og kærlighed er midlertidig. Derfor gælder det om at holde fast i nuet, før det brister.