Vi er med ved høstens afslutning. Marken er mejet, kornet er i lad, frugten er plukket, og det sidste læs køres hjem. Stemningen er rolig og tilfreds, men rummer også varme og omtanke: man har ikke taget hvert eneste strå, for fuglen og den fattige skal også kunne blive mætte. Den tanke gentages næsten som et omkvæd og giver verset en folkelig, solidarisk klang.
Andet vers skifter til fest. Loen pyntes med georginer og bonderoser, børnene danser, og pigerne står ventende i flok. Høsten skal afsluttes med kornkrans, gilde og dans, sådan som skikken er. Glæden er jordnær og fælles; det handler ikke kun om arbejdet, men om at dele naturens gaver og fejre fællesskabet. Digtet ånder taknemmelighed, forventning og en varm, hjemlig højtidsstemning.