Sophus Claussen (1865–1931) skrev en lyrik, hvor lyd og sansning ofte bærer betydningen, og «I en frugthave» viser det fra første linje. Digtet begynder, hvor et ydre uvejr akkurat har lagt sig: »Faldt der Storm over solstille Flade?« spørger jeget, mens sjælen »flagrede op som et Lin«. Fra dette sammenstød mellem storm og stille glider digtet ind i en regnvåd have, hvor jeget vandrer med sin elskede. Den centrale idé er, at kærligheden både er en pludselig rystelse og en langsom modning. Den slår ned som torden, men folder sig ud som blomster, der skal blive til frugt.
Formen understøtter denne bevægelse. Hver strofe har fem linjer, hvor første, tredje og fjerde linje rimer indbyrdes, mens anden og femte linje danner et andet rimpar: »Flade«, »Kaskade«, »Blade« mod »Lin« og »min«. Det giver en bølgende, næsten sangbar rytme, der både kan rumme uvejrets voldsomhed og den efterfølgende stilhed. Lydsiden bærer betydningen: »lynflængt Tordenkaskade« larmer med hårde konsonanter, mens ordet »tyst« næsten lukker munden. Ordet vender da også tilbage som et lydligt omdrejningspunkt i flere strofer og markerer overgangen fra kaos til nærvær: »Da det blev tyst, var du min.«
Naturbillederne er ikke blot kulisse. De vokser ind i kroppen og gør den elskede til en del af haven. Hendes hænder er »frugtblomst-hvide«, kinden »æbleblomst-røde«, og hun omtales som »min smidigrankende Vin«. Læberne kaldes »vellugtsøde«, mens de »sarteste Kærtegn gløde / fra Øjnenes mørkblanke Grund.« Den mørkøjede jomfru står dermed i kontrast til de skære kirsebærblomster, og hendes øjne bliver en mørk, blank dybde midt i det lyse blomsterhav. Frugthavens fugt og duft bliver også kroppens sprog: »du er vaad om din Fod, du rene, / og krydret som Frugthavens Lugt.« Grænsen mellem menneske og natur opløses, og det er netop denne sanselige sammenvævning, der bærer digtets betydning.
Kontrasterne mellem vådt og varmt, mørkt og lyst skaber spænding. Den indledende »lynflængte Tordenkaskade« og »solstille Flade« mødes på tværs af strofens rim, hvorefter haven står tilbage med »dyngvaade Græs«, »Stikkelsbærgange« og »Kirsebærblomster«, der lyser »skært mod et Lufthav saa lyst.« Det våde og kølige bliver dog ikke ubehageligt. I den elskedes nærhed vender fornemmelsen: »da fryser jeg ikke i Duggen, / da bæver jeg saligheds-let.« Ordet »saligheds-let« forbinder det højstemte og næsten religiøse med noget vægtløst; saligheden ligger her i den fysiske tæthed, i armen om halsen og barmen mod hjertet.
Digtet bevæger sig fra ydre uvejr mod indre ro og fra blomstring mod frugt. I slutstrofen bliver jeget og den elskede ikke bare billeder på frugttræer, de bliver det selv: »vi er selv som to Æblegrene, / skal blomstre og bære Frugt.« Det er ikke en flugt fra sanseligheden, men en bekræftelse af den: kysset skal ske »tyst og alene«, midt i havens duft og væde. Netop denne sammenføring af krop, kærlighed og frugtbarhed gør «I en frugthave» til mere end et stemningsbillede. Sophus Claussen lader en enkelt regnvejrsstund åbne sig mod en større forvandling, hvor to mennesker bliver grene på samme træ, klar til at blomstre og bære frugt.