Indvielsen

Jeg sad paa Pynten ved Sundets Bred, Himlene smilte, Og saae med Længsel i Dybet ned, Bölgerne hvilte, Da hælded’ Solen til Havets Bryst Og rundtom rödnede Luft og Kyst.

Og brat fra Skyerne Strengeleeg Anelsen vakte, I Aftenröde Musen nedsteeg, Harpen mig rakte, Og raskt et brændende Kys mig gav, Nedsynkende i det luende Hav.

Da rundt en anden Natur der blev, Vindene talte; Fra Skyer, som blege for Maanen hendrev, Aanderne kaldte, Et Hierte slog varmt og kiærligt i Alt, I Alt mig vinked’ min egen Gestalt.

Dog blev fra nu for Tanke og Trang Jorden et Fængsel; Vel lindrer ved Anelse, Dröm og Sang Hiertet sin Længsel, Dog brænder mig Kysset, jeg kiender ei Fred Förend jeg drager Himlene ned!