Ole sad på en knold og sang

Ole sad på en knold og sang, la la la la la, la la la la la får og beder omkring ham sprang Tra la la la la, la la la la la

Lyngen sused, og skyen gled udflugtslængsler i hjertet sved.

Heden stænged, og mindet spandt moders øjne dog stærkest bandt.

Snart den ting dog blev åbenbar minder gør ikke sagen klar.

Stak så Ole en dag i trav stod med eet ved det store hav.

Øjet skinnede, tåren randt, intet mere i verden bandt.

Over havene hyrden fór fårene står der endnu og glor.

Ej kan bede og får forstå længslers tog over bølgen blå.