Most read ▸
Der skreg en fugl
Der skreg en fugl over øde hav,
langt fra lande.
Den skreg så sårt i den høstgrå dag,
flaksed i brudte, afmægtige slag,
seiled på sorte vinger
bortover hav . . . . . .
. . . . .
Poems on the topic: sorg
Poems on the topic “sorg” on Poets.by.
Julaften
Julaften med julelys i vinduerne,
bugnende juletrær i storstuerne,
julesang ud gjennem dørsprækkerne!
Jeg vanked alene i gaderne
og lytted til barnesangene.
Jeg satte mig ned paa trapperne
og tænkte paa min døde mor.
Og jeg gik ud paa markerne —
ud — blandt stjernerne.
Min skygge gled hen over skyggerne
af dødningearmede trær.
Jeg fandt et lig mellem sneglimtene,
snejulelysene,
et lig, som endnu bævrede,
en stakkels frostdød spurv.
Og jeg gik hjem til mit tagkammer
Den Salige
O, vær hilset atter og velsignet
blide Aand, fra Salighedens Hjem!
Ingen Glæde paa min Vei har lignet
den, du kaldte af min Vaardrøm frem;
ingen Kval kan falde paa min Hjerte
tungt som den, du klaged i min Favn.
O, du Salige, i Fryd og Smerte
har min Sjel en Gjenlyd af dit Navn.
Alt er følt, fuldkommet og erindret,
Alt fornyes evig i mit Sind;
mildt og ømt har Sorgen, der er lindret,
spredet Mindets Fred om mine Trin.
Sorgen vaaged hvor din Aske blunder,
og den vandred gjennem Ørkner hen,
og tilsidst, ved Kjerlighedens Under,
fik jeg dig du Salige igjen.
Den dunkle Sti
I Sorgens Dal jeg stirred
Paa Grunden, hvor jeg gik,
Og tvivlsom og fordunklet
Laa Stien for mit Blik.
Men overalt, hvor Sorgen
Sin Dugg har drysset ned,
Der er en Blomst oprunden
Af Grundens Dunkelhed.
Nu ser jeg tit tilbage,
Og studser ved min Vei,
Hvis Tvivl og dybe Mørke,
Hvis Angster glemmes ei.
Men trøstet og forsonet
Jeg mindes nu min Kval,
Og Blomster-Stien viser
Min Gang i Sorgens Dal.
Borte!
De sidste gæster
vi fulgte til grinden;
farvellets rester
tog nattevinden.
I tifold øde
lå haven og huset,
hvor toner søde
mig nys berused.
Det var en fest kun,
før natten den sorte;
hun var en gæst kun, —
og nu er hun borte.
Describe a feeling — we’ll find a poem
Or try: