Emil Aarestrups »Til en veninde« er opbygget som en besværgelse. Den talende beskriver ikke kvinden udefra og nøgternt, men gentager »Der er« igen og igen, som ville han fremkalde hende ved ordets kraft. Centralt står en dobbelthed: kvinden rummer både trolddom og afgrund, klarhed og mørke, visdom og kaos. Hun er ikke én bestemt egenskab, men en hel verden, der både tilbedes og forsøges forstået.
Digtets fire strofer har hver fire linjer, og den tydeligste byggesten er gentagelsen »Der er«, som indleder de første tre linjer i hver strofe. Det skaber en næsten liturgisk rytme, en remsende opremsning, hvor hver linje føjer et nyt træk til billedet af kvinden. Fjerde linje bryder mønsteret og knytter beskrivelserne til noget større: »Omkring dig, hvor du staaer og gaaer«, »For alle Hjerter, i dit Sind« og til sidst »Som jeg tilbeder og forstaaer«. Rimene er lette og musikal ske; ord som Blik og Musik, Haar og gaaer, Vaar og forstaaer giver digtet en klang, der passer til billedet af stemmens »ætheriske Musik«. Den direkte tiltale med din, dit og dine gør desuden digtet nærværende, som en henvendelse der ikke beskriver på afstand, men taler ind i forholdet.
Billedsproget bevæger sig fra kroppens overflade mod det indre. Læben bærer »Trolddom«, blikket er en »Afgrund«, panden har »Klarhed«, mens håret rummer mørke. Det er modsætningsfulde billeder: det fortryllende og det farlige står side om side. Endnu stærkere bliver sanseblandingen i udtrykket »Strøm af Blomsteraande«, hvor ånde, duft og næsten synlig bevægelse smelter sammen. Kvinden står ikke blot i en atmosfære; hun skaber den omkring sig. Ord som »Skat«, »Brønd« og »Sundhedskilde« giver hende nærmest mytiske eller religiøse dimensioner. Selv det lille »Smilehul paa din Kind« rummer »evig Viisdom«. På den måde bliver hun både uudgrundelig som en afgrund og livgivende som en kilde.
Sidste strofe samler billedet og forskyder det: »Der er en Verden i dit Indre, / En sværmerisk, chaotisk Vaar«. Her beskrives det indre ikke som harmonisk, men som kaotisk og sværmerisk – forår med alt dets begær, uro og begyndelse. Jeget siger ikke bare, at han ser hende; han siger, at han ikke kan glemme hende, og at han både »tilbeder og forstaaer«. Netop ordet »forstaaer« er vigtigt, fordi det viser, at tilbedelsen ikke kun er blind. Han hævder en form for indsigt i hendes kaos, og det gør kærligheden til andet end dyrkelse.
Digtets betydning ligger i den måde, det lader et enkelt menneske rumme modsætninger, der ellers ville sprænge enhver beskrivelse. Kvinden er på én gang farlig og helende, lys og mørk, overflade og afgrund. I stedet for at opløse modsætningerne lader digtet dem stå side om side og gør derved mennesket til en verden, man kan fortabe sig i og forsøge at forstå. Sådan bliver »Til en veninde« både en hyldest og en lille poetisk undersøgelse af, hvad det vil sige at se et andet menneske.