Jeg’et i digtet taler til en kvinde, han er dybt betaget af, og remser næsten fortryllet hendes træk op: læben, blikket, stemmen, panden, håret og smilehullet. Alt ved hende bliver til billeder på både tillokkelse og dybde – trolddom, afgrund, drøm, blomsterduft, evig visdom. Hun er ikke kun smuk, men også et helt univers: hendes sind beskrives som en sundhedskilde for andre, og hendes indre som en sværmerisk, kaotisk forårstilstand. Stemningen er sanselig, drømmende og næsten tilbedende. Det er ikke en nøgtern beskrivelse, men et følelsesladet udbrud fra en, der både længes efter og beundrer den anden. Man fornemmer en kærlighed, der hverken kan glemme eller slippe, men tværtimod dyrker det uforklarlige i et menneske.
Til en veninde — Resumé
Der er en Trolddom paa din Læbe, Der er en Afgrund i dit Blik, Der er i Lyden af din Stemme En Drøms ætheriske Musik.
Der er en Klarhed paa din Pande, Der er et Mørke i dit Haar, Der er en Strøm af Blomsteraande Omkring dig, hvor du staaer og gaaer.
Der er en Skat af evig Viisdom I Smilehullet paa din Kind, Der er en Brønd, en Sundhedskilde For alle Hjerter, i dit Sind.
Der er en Verden i dit Indre, En sværmerisk, chaotisk Vaar — Som jeg umulig kan forglemme, Som jeg tilbeder og forstaaer.