I et lille, faldefærdigt hus ved vejens sving skildres en stille aftenstund. Moderen sidder i den røde aftensol med sit sunde, rundkindede barn på skødet, leger blidt og putter det til sidst i vuggen, hvor det drømmer om engle. Udenfor gør hunden, svalerne kvidrer under taget, og katten slår myg med næsten komisk værdighed, før den igen står rank som en hofmand. Gentagelserne giver teksten en vuggesangslignende ro, og billederne af skæve vægge, små ruder og en dør, der synker i knæ, gør stedet hyggeligt frem for fattigt. Følelsen er varm, nænsom og nostalgisk. Der skabes en stemning af tryg hverdagsidyl, hvor selv forfald og små forstyrrelser bliver en del af freden.
Hist, hvor vejen slår en bugt — Resumé
Hist, hvor vejen slår en bugt, ligger der et hus så smukt - hist, hvor vejen slår en bugt, ligger der et hus så smukt, væggene lidt skæve stå, ruderne er ganske små, døren synker halvt i knæ, hunden gøer, det lille kræ, under taget svaler kvid're, solen synker og så vid're.
I den røde aftensol sidder moder i sin stol - i den røde aftensol sidder moder i sin stol, kinden luer dobbelt rød, barnet har hun på sit skød, drengen er så frisk og sund, æblekinden rød og rund, se, hvor hun i spøg ham banker på de søde pusselanker!
Katten står og krummer ryg, men forstyrres af en myg - katten står og krummer ryg, men forstyrres af en myg, barsk han den med poten slår og igen som hofmand står, moder klapper barnets kind, se, hvor sødt det sover ind, drømmer om de engle smukke i sin lille, pæne vugge.