Hos Jeppe Aakjær møder man en jegfortæller, der bærer livets tyngde med lethed. Han kalder sig en fri hyrde, driver sit kvæg og synger, mens duggen lægger sig over kornet og solen stiger mellem oksernes horn. Blikket glider ud over markerne og fjorden, men naturens skønhed kan ikke fanges i ord; derfor griber han skalmejen og spiller så længe, at kilder klukker og bukke bræger af fryd. Digtet ender næsten som en mild irettesættelse: hvorfor gruble og græde, når himlen er blå? Stemningen er lys, pastoral og trodsigt taknemmelig. Taleren føler en skælvende glæde over de mindste ting, blot en dugdråbe på et strå. Sangen og smilet bliver hans måde at bære byrden på uden at lade sig tynge.
Jeg bær med smil min byrde — Resumé
Jeg bærer med Smil min Byrde, jeg drager med Sang mit Læs; jeg er som den vilde Hyrde, der gjenner sit Kvæg paa Græs.
Se, Duggen driver fra Norden hen over det bøjede Korn, mens Solen stiger af Jorden imellem Oxernes Horn!
Jeg ser over tindrende Marker og langt mod den blaanende Fjord, jeg stirrer paa sejlende Arker, men finder ej tolkende Ord.
Jeg slænger Skalmejen for Munden; jeg trækker saa lang dens Lyd, at Kilderne klukker i Lunden, og Bukkene bræger af Fryd!
— Hvor kan I dog gruble og græde, saalænge Guds Himmel er blaa! Mit Hjærte skjælver af Glæde, blot Duggen dynker et Straa.