„Du fine, hvide Æbleblomst!“ åbner som en henvendelse, næsten en lovsang, til den blomstrende gren. Stemmen spørger, hvor blomsten har sit lykkeskær fra, og hvor den purpurglød stammer fra. Blomsten svarer selv to gange med små refræner: „Ak, jeg er Solens Hjertenskær!“ og „Ak, jeg er Solens Foraarsbrud!“ Dermed bliver æbleblomsten ikke blot et smukt forårsfænomen, men et jeg med bevidsthed, køn og skæbne. Digtets centrale tanke er, at skønheden er lånt – den kommer fra solen, som elsker blomsten – og at livet er en kort, salig kærlighedsdag, hvor blomstring og brudefærd bliver det samme.
Formen bærer den lette, næsten viseprægede tone. Hver strofe består af tre korte linjer, og de to sidste linjer danner et fast rimpar, som i „Lykkeskær“ og „Hjertenskær“ eller „Hud“ og „Foraarsbrud“. Førstelinjen svæver friere og bærer ofte selve henvendelsen eller billedet. Rytmen er regelmæssig og sangbar, så digtet lyder som blomstens egen tale, ikke som en udefrakommende beskrivelse. Især gentagelsen af „Ak, jeg er Solens ...“ virker som et omkvæd, der binder de to spørgende strofer til de efterfølgende bekendelser.
I de to første strofer er æbleblomsten et „du“; fra tredje strofe overtager den selv ordet med „jeg“. Skiftet er afgørende, fordi naturen dermed får sin egen stemme. Blomsten fortæller ikke om solen, men bekender sin kærlighed og sin skæbne. Hun er „velsignet af min Brudgoms Kys“ og lever „i hans Aandedrag“. Ordvalget blander det religiøse og det sanselige: velsignelsen er ikke fjern, men går gennem kys og åndedrag, og solen er ikke en varmekilde, men en elsker. Samtidig mødes det hvide og det glødende hele vejen. Den fine, hvide blomst får en „Purpurglød, / som brænder i din fine Hud“. Uskyldens hvide blomst bærer altså en brændende, næsten erotisk rødme under overfladen. Lysord som „Lykkeskær“, „Purpurglød“ og „Aftenrøden“ giver digtet et skær af noget flygtigt og kostbart.
Livets korthed er ikke skjult; tværtimod siger blomsten selv, at den lever „en kort, lyksalig Foraarsdag“. Men digtet sørger ikke over den korthed. Da solens „sidste, varme Kys / i Aftenrøden strejfer“ blomsten, hvisker den „Jeg elsker dig!“ og lukker sig. Sidste strofe gør blomsterfaldet til en fuldbyrdelse: den bøjer sig og drysser „mit hvide Flor, mit Bryllupsskrud“ over græsset. Blomsterbladene bliver til et brudeslør, der drysser ned, ikke som tegn på nederlag, men som en hengivelse. Den sidste tankestreg efter „Bryllupsskrud“ lader billedet stå åbent – bladene daler tilsyneladende endnu, og jeg’et forsvinder i sin egen kærlighedsbevægelse.
Det gør digtet betydeligt: Det moraliserer ikke over livets forgængelighed og deler ikke skarpt mellem blomstring og død. Kærlighed, blomstring og tab falder sammen i et eneste „lyksalig Foraarsdag“. Æbleblomsten ved, at den skal dø, men den dør som brud, ikke som offer. Et lille hverdagsbillede – en hvid blomst på et æbletræ – bliver dermed en fortælling om at give sig hen til noget, der er større end én selv, og om at gøre selv det allerkorteste liv til en kærlighedshandling.