Ludvig Holsteins lille forårsdigt lader æbleblomsten selv føre ordet. Først lyder et spørgsmål: hvor har den sit lyse skær og sin rødlige purpurglød fra? Svaret kommer straks: den er solens hjertenskær og forårsbrud. Det hvide og det rødlige gør blomsten på én gang uskyldig og levende. Resten af digtet folder den korte kærlighedshistorie ud. Blomsten føler sig velsignet af solens kys og lever en eneste lyksalig forårsdag i hans åndedrag. Stemningen er let, varm og højtidelig, næsten som en lille bryllupssalme. Da aftenrøden strejfer den, hvisker den "jeg elsker dig", lukker sig og drysser sine hvide kronblade ud over græsset som et brudeslør. Det er et digt om skønhed og forgængelighed, men uden bitterhed: blomsten giver sig hen, taknemmelig og forelsket, og slipper livet, netop som det er allermest lysende.
Æbleblomst — Resumé
Du fine, hvide Æbleblomst! Hvem gav dig dette Lykkeskær? Ak, jeg er Solens Hjertenskær!
Hvor fik du denne Purpurglød, som brænder i din fine Hud? Ak, jeg er Solens Foraarsbrud!
Velsignet af min Brudgoms Kys jeg lever i hans Aandedrag en kort, lyksalig Foraarsdag.
Og naar hans sidste, varme Kys i Aftenrøden strejfer mig, saa hvisker jeg: Jeg elsker dig!
Og lukker mig og bøjer mig og drysser over Græsset ud mit hvide Flor, mit Bryllupsskrud —