Thøger Larsen var dansk digter, og hans sommerdigt er en kærlighedserklæring, der fra første linje sætter modsætningen op: »Du danske Sommer, jeg elsker dig, / skønt du saa ofte har sveget mig.« Det er ikke en idyl uden sprækker, men en kærlighed, der bærer svigtet med sig. Sommeren optræder som en elsket person – lunefuld, sanselig, undertiden kold – og jeget vælger alligevel at elske den, fordi dens inderste væsen er guld. Dermed bliver digtet både en hyldest til den danske sommer og en lille lære om, at kærlighed kan rumme skuffelse uden at gå i stykker.
Stroferne er bygget over den samme musikalske skabelon: fire linjer med parrim, derefter et ord, der gentages tre gange, og en afsluttende linje, der rimer på det gentagne ord. Gentagelserne skifter karakter: »Mer, mer, mer« er begær, »Korn, Korn, Korn« er drøm om vækst, »Ned, ned, ned« er dykket mod glemsel, »Ak, ak, ak!« er smerte og taknemmelighed på én gang, »Vild, vild, vild« er stormens energi, og »Ja, ja, ja« er forsoningen. De tre slag føles som en puls eller bølge, der vender tilbage i hver strofe, og de gør teksten let at synge og huske. Men de er ikke tomme fyldord; de bærer stemningerne videre, så man næsten kan mærke sommerens skiften fra stille lyse nætter til tordenvejr.
Sommeren beskrives som en person med skiftende sind: »lunefuld« i sindet, men »pure Guld« i hjertet. Det kolde og det sanselige står side om side i første strofe, hvor »kolde Farver i Sky og Vand« møder »nøgne Piger ved hver en Strand.« Her er sommeren ikke enten varm eller kold; den er begge dele på én gang. Ord som »Eventyr«, »Favn« og »Maanens Horn« giver den nærmest mytiske træk. Drømmen om korn, der gror under månen, knytter sommeren til frugtbarhed og håb, men det foregår netop i drømme – ikke som en garanti.
I tredje og fjerde strofe åbner digtet sig mod noget større og mere sårbart. Bølgerne er »beruset blaa som Gudinders Blik«, og en ungdom dykker »ned, ned, ned / til Daab i Glemsel og Evighed.« Badeglæden får pludselig en dybde, der handler om ungdommens forsvinden, måske endda om døden. Den lyse sommernat er til gengæld fuld af duft af »Hyld og Hø«, og jeget beder: »Lad Drømmen dog aldrig dø!« Bønnen afslører, at drømmen er skrøbelig. Netop fordi sommeren er kort, svulmer hjertet af »Tro og Tak.«
Tordenvejret i femte strofe viser sommerens voldsomme side: »Tordenlatter og Tordenregn« spænder sin »Trolddom« fra egn til egn, og det gentagne »Vild, vild, vild« skifter rytmen fra drøm til udladning. Afslutningen vender tilbage til tilliden: Sommeren kan godt gå kold over landet, men jeget ved, at den kommer hed igen, og at »dit Hjerte er Guld endda.« Sådan lukker digtet, hvor det begyndte – med en kærlighed, der ikke er blind for svigt, men som vælger forsoning.
Digtets betydning ligger ikke i, at det beskriver en perfekt sommer, men i at det tør elske en upålidelig årstid. Den danske sommer bliver her et billede på noget dobbelt: kølig og hed, drømmende og voldsom, fuld af liv og samtidig præget af tidens gang. Derfor har teksten også fået langt liv i den danske fællessangstradition, hvor den synges som en genkendelig hyldest til lyse nætter, duften af hø og hyld og det guld, der gemmer sig under en lunefuld overflade.