Et barn taler hele vejen. I «Det døende barn» møder læseren ikke en voksen fortæller, der ser tilbage på sygdom og dødsleje, men barnets egen stemme rettet mod moderen. Allerede i åbningslinjen »Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove« lægges døden frem som træthed og søvn, ikke som afslutning. Det er en mild indramning, men samtidig er digtet præcist om kroppens og følelsernes ubehag: det er koldt, stormen truer udenfor, og moderens tåre »brænder« på barnets kind. Gennem hele digtet holdes således to verdener op mod hinanden: den kolde, grædende virkelighed og den smukke drømmeverden, der åbner sig for barnet.
Formen understøtter den indre uro og den trygge tiltale. Digtet er bygget op i tre strofer på otte linjer med krydsrim og en vuggeviseagtig, faldende rytme. Rimene er ofte dæmpede, næsten som en sang, og gentagelsen af »Moder« i begyndelsen af hver strofe skaber en bøn eller en samtale, hvor barnet både trøster og spørger. Barnets sprog er enkelt, men sanseligt: hænder, kinder, vinger, blomster, kulde og ild. De mange sanseindtryk gør dødslejet nærværende, samtidig med at drømmen trækker blikket væk fra smerten.
Centralt står englen, som barnet ser ved sin side. Først er englen en skikkelse med »to Vinger smukke hvide«, så bliver den hørbar gennem »deilig Musik«, og til sidst strør den blomster i grønt, gult og rødt. Farverne er vigtige, fordi de bryder med det kolde og trætte i begyndelsen. I barnets syn er døden ikke tomhed, men et sted fyldt med skønhed og bevægelse. Spørgsmålet »Faaer jeg ogsaa Vinger mens jeg lever, / Eller, Moder, faaer jeg naar jeg døer?« viser, at barnet endnu ikke helt forstår, hvad der sker. Det taler om at få vinger, som om døden var en gave, man kan modtage, og spørgsmålet afslører både uskyld og en dyb tillid til, at moderen har svarene.
I sidste strofe forskyder opmærksomheden fra englen tilbage til moderen. Barnet mærker hendes hænder, hendes kind mod sin egen, og at kinden er »vaad, og dog som Ild den brænder«. Her bliver sorgen fysisk og påtrængende, selv om barnet netop har beskrevet himmelske billeder. Linjen »Moder, jeg vil altid være din!« er en kærlighedsforsikring midt i afskeden. Barnet trøster den voksne og lover at blive hos hende, men bliver samtidig mere og mere træt. Gentagelsen af træthed viser sygdommens forløb: først »jeg er træt«, så »O, jeg er saa træt! – maa Øiet lukke«, indtil døden til sidst kommer som et englekys. Det sidste billede er nænsomt og fuldender digtets tanke: døden er ikke et brud, men et møde med noget kærligt.
Digtets betydning ligger især i, hvordan det giver et døende barn lov til at tale i et roligt, næsten lykkeligt toneleje uden at fortrænge moderens smerte. Moderen græder, presser hænderne og sukker, men barnet ser engle. Den dobbelthed er digtets kerne: sorgen findes, men den overskygges ikke af mørke. H.C. Andersen, kendt som eventyrdigter, viser her den samme evne til at tage barnets perspektiv alvorligt og gøre det uskyldige sprog bærer af de største spørgsmål. Netop derfor fremstår digtet stadig stærkt: det er ikke en lære om døden, men et forsøg på at sige den frem gennem barnets egne ord og billeder.