Digtet gengiver et lille døende barns sidste ord til sin mor. Barnet er uendelig træt og vil sove, men beder hende først om ikke at græde, fordi hendes tårer brænder på kinden. Selv om der er koldt, og stormen truer udenfor, vender barnet sig mod noget smukt: en engel ved sengen, deilig musik og blomster i grønt, gult og rødt. Uskyldigt spørger det, om man får vinger, mens man lever, eller først når man dør. Til sidst mærker barnet moderens våde kind og lover at blive hos hende, men lukker øjnene og ser englen kysse sig. Stemningen er både hjerteskærende og mild, fuld af barnlig tillid og en stille forsoning midt i afskeden.
Det døende barn — Resumé
Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove, Lad mig ved dit Hjerte slumre ind; Græd dog ei det maa Du først mig love, Thi Din Taare brænder paa min Kind. Her er koldt og ude Stormen truer, Men i Drømme, der er Alt saa smukt, Og de søde Englebørn jeg skuer Naar jeg har det trætte Øie lukt.
Moder, seer Du Englen ved min Side? Hører Du den deilige Musik? See, han har to Vinger smukke hvide, Dem han sikkert af vor Herre fik; Grønt og Guult og Rødt for Øiet svæver Det er Blomster Engelen udstrøer! Faaer jeg ogsaa Vinger mens jeg lever, Eller, Moder, faaer jeg naar jeg døer?
Hvorfor trykker saa Du mine Hænder? Hvorfor lægger Du din Kind til min? Den er vaad, og dog som Ild den brænder, Moder, jeg vil altid være din! Men saa maa Du ikke længer sukke, Græder Du, saa græder jeg med Dig, O, jeg er saa træt! – maa Øiet lukke – – Moder – see! nu kysser Englen mig!