Første strofe åbner med et spørgsmål: Hvem sidder der bag skærmen? Svaret kommer med en næsten skuldertrækkende tone: „Det er saamænd Jens Vejmand.“ Allerede her anslås digtets dobbelte blik. Jens Vejmand er på én gang en velkendt skikkelse i landskabet og en mand, ingen rigtig ser. Han sidder med klude om hænderne, en læderlap for øjet og et bånd om skoen, mens hammeren forvandler hårde sten til brød. Det er ikke mirakel, men nød: hans sure slid er det eneste, der kan give ham noget at spise.
Stroferne følger ham gennem døgnet og årstiderne. Om morgenen i første gry høres hammeren klinge „paany, paany, paany“, og man møder ham på gamle ben, mens han hugger vilde gnister af morgenvåde sten. Her står gnisterne mod det våde og kolde; selv ilden fra hans arbejde opstår af noget gennemkoldt. Siden ager man forbi ham bag bondens fede spand, og Jens Vejmand er blevet en olding med halm om ben og knæ, næppe i stand til at finde læ mod frosten. Bondens fede spand er ikke bare en detalje; den viser, at andre har overskud, mens Jens Vejmand knap kan holde sig oprejst. Om aftenen, når man vender tilbage i byger og blæst, klinger hammeren stadig bag vognen. Naturen fryser med: aftenstjernen skælver af kulde i sydvest. Digtet gør ham på den måde næsten til en del af vejen og vejret – altid til stede, aldrig rigtig set.
Rytmisk er digtet bygget som en vise med faste, sangbare strofer. Rimene falder i anden og fjerde linje samt sjette og ottende linje, for eksempel „Haand“ / „Baand“ og „Nød“ / „Brød“. Den regelmæssige rytme kan minde om hammerens takt, men den gentagne sætning „det er saamænd Jens Vejmand“ virker også som et omkvæd. Ordet „saamænd“ trækker ham ned i det hverdagslige og ligegyldige: han er jo bare Jens. Hver gang en ny situation beskrives, svarer digtet med samme forklaring, næsten som en vane. Derved bliver gentagelsen en måde at vise, hvor lidt hans liv vækker opsigt.
Den femte strofe skifter fra beskrivelse til livsopgør. Han jævnede for andre den vanskelige vej, men da det led mod jul, sagde armen nej. Sætningen „han tabte Ham’ren brat“ er kort og konkret; hammeren er forsvundet, og dermed er hans livs mulighed for brød væk. De bar ham over heden en kold decembernat. Her bliver han endelig båret, men ikke fordi nogen vil hjælpe ham – det er døden, der gør ham passiv. Julen nævnes ikke tilfældigt; den står som tid for varme og fællesskab, men for Jens Vejmand er den blot endnu en kuldeperiode, hvor kroppen ikke længere kan.
Slutstrofen slår den skarpeste ironi fast. På kirkegården står et gammelt frønnet bræt, der hælder slemt til siden, og malingen er slet. Det er Jens Vejmands gravminde. Hans liv var fuldt af sten, men i døden fik han aldrig én. Her får „sten“ dobbelt betydning: de hårde sten, han sled med, og de byrder, livet lagde på ham. Samtidig peger „én“ på den manglende gravsten. Samfundet, der fik glatte veje af hans arbejde, gav ham ikke engang en sten til at markere hans grav. Det er en stille, men hård social kritik: digtet prædiker ikke, men lader det skæve, rådne bræt tale for sig selv.
Aakjærs digt får sin styrke fra den rolige gentagelse og det konkrete billedsprog. Jens Vejmand bliver ikke ophøjet til helt, men skildres som en udslidt arbejder, hvis navn nærmest er ét med hans erhverv. Netop derfor virker slutningen så rammende: den, der hele livet banede vej for andre, efterlod sig ikke engang et varigt mærke i landskabet.