Et lysglimt over pløjemarken og en mørk himmel over Storebælt sætter stemningen. Jeg-personen glæder sig over at sidde i græsset mellem brombærranker og mærke solen igen. Selv om høstlyset er kort, holder rønnebær og vildvin farven. Efteråret vækker minder om barndommens gård: han beder efteråret række sig et æble, der smager af bækken og mulden ved farens mark. Han vil plukke nødder, gå langs brombærhegn med jord under fødderne og lade sol og regn ramme sig, som de vil. Det skaber en rolig, vemodig og taknemmelig stemning. Lykken ligger ikke i store krav, men i at eje netop den jord, man går på, og de sanselige glæder ved årstiden. Digtet ånder nøjsomhed, hjemstavnsfølelse og en stille accept af livets gang.
Det lysner over agres felt — Resumé
Det lysner over Agres Felt, hvor sløve Plovspand kravle, det sortner over Store-Bælt med Sol paa Kirkegavle —
Velkommen i vor Grønsværsstol blandt Grøftens Brombærranker! O, det gør godt at slikke Sol igen paa disse Banker!
Vel rækker Høstens Solskin kort, men Rønnens Bær staar røde. Alléens Linde blegner bort, men Vildvinsranker gløde.
Vel! Ræk mig da, o Efteraar, en Gravensten, som smager af Bækken ved min Faders Gaard og Mulden i hans Ager.
Og bag mig, Sol, og blød mig Regn Jeg plukker mine Nødder og trasker langs et Brombærhegn med Plovmuld under Fødder.
Og det er al den Jord, jeg har, og alt, hvad jeg begærer. Jeg haaber det gaar an, jeg ta’r hvad mine Saaler bærer.