En døende mann taler til en gyldenlakk utenfor vinduet. Han er sikker på at han blir til muld før blomsten mister sin gyldne krone, og ber om at vinduet åpnes så han kan ta et siste blikk på den. Kysset står sentralt: han kysser blomsten, og ber den bringe et kyss videre til rosenbusken. Stemningen er vemodig, men lys og inderlig – sjelen kysser blomsten idet den flyr fri. Han vet at han ikke får se rosen springe ut, men ønsker at den en gang skal ligge på brystet hans eller blomstre på graven, mens gyldenlakken skal være et brudelys i dødens hus. Døden blir derfor ikke bare et tap, men en inngang til jorden og det levende. Det hele kjennes som en øm, rolig avskjed – mer forsonende enn fortvilet.
Til min Gyldenlak — Sammendrag
Gyldenlak, før du din Glands har tabt, da er jeg Det, hvoraf Alt er skabt; ja før du mister din Krones Guld, da er jeg Muld.
Idet jeg raaber: med Vindvet op! mit sidste Blik faaer din Gyldentop. Min Sjel dig kysser, idet forbi den flyver fri.
Togange jeg kysser din søde Mund. Dit er det første med Rettens Grund. Det andet give du, Kjære husk, min Rosenbusk!
Udsprungen faaer jeg den ei at see; thi bring min Hilsen, naar det vil skee; og siig, jeg ønsker, at paa min Grav den blomstred’ af.
Ja siig, jeg ønsker, at paa mit Bryst den Rose laae, Du fra mig har kyst; og, Gyldenlak, vær i Dødens Huus dens Brudeblus!