J.P. Jacobsens «Det bødes der for» er et regnskab over følelser, hvor glæden aldrig er gratis. Jacobsen (1847–1885) forbindes ofte med det moderne gennembrud, men her er det ikke samfundsskildringen, der dominerer; det er en indre, næsten lovmæssig sammenhæng mellem glæde og sorg. Digtet findes i den efterladte samling *Digte og Udkast* fra 1886, og allerede titlen slår fast, at noget skal betales. Det, som kun var »en stakket Glæde«, skal bødes for »i lange Aar«. Digtet bliver derfor ikke blot en klage over, at lykke er kortvarig; det fremstiller sorgen som glædens pris og måske dens dybere sandhed. Omkvædet »Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde« gør rosen, normalt et symbol på kærlighed og skønhed, til en kilde, hvorfra mørket strømmer. Den røde farve peger både på blomstens pragt og på blod og sår, så skønheden fra begyndelsen er mærket af tab.
Formen er enkel og sangbar, næsten folkeviseagtig. Hver strofe består af fire verslinjer og et omkvæd, og anden og fjerde linje rimer: »Glæde« møder »græde«, »sandser« møder »standser«, »Drømme« møder »Strømme«, »Stunder« møder »under«. Rimene binder modsætninger sammen. Glæde trækkes mod gråd, sansning mod standsning, drøm mod sugende strømme, og gode stunder mod det, der går under. Rytmen i selve stroferne er let og fremaddrivende, men omkvædet sænker tempoet med sit gentagne »rinder« og de tunge allitterationer i »Roser røde«. Gentagelsen virker som et omkvæd, der med mellemrum minder læseren om, at den tilsyneladende skønhed hele tiden afgiver sorg.
Jacobsen bygger et billede af lykke som fart og beruselse. »Der ages paa Lykkens gyldne Hjul / Saa fast, at En intet sandser;« Den, der kører på lykkehjulet, opfatter ingenting, fordi bevægelsen er for hurtig. Men når hjulet standser, venter »Sorgens trælsomme tunge Læs« – en tung, trællignende byrde. Her er lykken blind, mens sorgen er vågen. Modsætningen mellem drøm og vågenhed skærpes i tredje strofe: »Der leves i Lyst som halvt i Drøm, / Men Sorgen har ingen Drømme.« Sorgen beskrives med »vaagne Øjne«, og de er ikke milde; de er »sugende Strømme«, et blik der drager én ned. Det er et næsten fysisk billede på, hvordan sorgen tvinger mennesket til at se det, glæden tillod det at overse.
Sidste strofe vejer smil og tåre mod hinanden. »Ej Smilet vil lyse din Dag i Seng, / Men Taaren har gode Stunder« – smilet rækker ikke, når dagen skal lægges til ro, mens tåren har sin egen tid og værdi. Forklaringen følger: »Smil er Glands kun af det, der er, / Graad Skyggen af det, der gik under.« Smilet er kun glansen over det, der findes lige nu; gråden bevarer skyggen af det, der er gået tabt. Dermed bliver sorgen ikke bare en straf, men en form for erindring og indsigt. Den er tung, men sand; glæden er smuk, men flygtig og halvt uvirkelig.
Det betydningsfulde ved digtet er, at det ikke trøster. Mange digte om sorg bevæger sig mod forsoning eller håb, men Jacobsen insisterer på regnskabets ubalance: kort glæde, lang sorg. Alligevel får sorgen en egen værdighed. Det er sorgen, der har »gode Stunder«, fordi den rummer sandheden om det, der gik under. Omkvædet binder stroferne sammen og gør digtet til en næsten rituel gentagelse, som var det en lov, der synges: af roser rinder sorg og harm. Netop spændingen mellem det smukke og det ubønhørlige gør digtet vedkommende; det viser, at glæde og tab hører sammen, men at de ikke vejer lige.