I J.P. Jacobsens «Det bødes der for» mærker man en bitter indsigt: kortvarig glæde kan kræve lang tids bod. Et flygtigt smil kan ikke grædes væk, og når lykkens vogn standser, står sorgen tilbage som et tungt læs. Nydelsen ligner en halv drøm, men sorgen har ingen drømme – den ser på os med lysvågne, sugende øjne. Omkvædet lader endda roser dryppe af sorg og harme, som om skønheden bærer sin egen smerte. Stemningen er melankolsk, nøgtern og næsten anklagende. Smilet er kun glans over det, der er lige nu; gråden er skyggen af alt det, som gik under. Digtet efterlader en klar fornemmelse: glæden er lånt, og sorgen er dens regning.
Det bødes der for — Resumé
Det bødes der for i lange Aar, Som kun var en stakket Glæde; Det smiler man frem i flygtig Stund, Man bort kan i Aar ej græde. Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde.
Der ages paa Lykkens gyldne Hjul Saa fast, at En intet sandser; Men Sorgens trælsomme tunge Læs Det venter os dog, naar vi standser. Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde.
Der leves i Lyst som halvt i Drøm, Men Sorgen har ingen Drømme: Med vaagne Øjne den paa Dig seer, Øjne som sugende Strømme. Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde.
Ej Smilet vil lyse din Dag i Seng, Men Taaren har gode Stunder; Thi Smil er Glands kun af det, der er, Graad Skyggen af det, der gik under. Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde.