Her står man midt i et natligt skovlandskab, der føles som et andægtigt rum, hvor alting lytter. En jeg-stemme taler til sin elskede kvinde og beder hende om stilhed: de to må træde varsomt, for inde i skovens natlige ro sover der en sang, som ikke må vækkes. Naturen omkring dem er lagt i dvale – bølger, vind og fugle er tavse, kilderne rinder lydløst over mosbegroet bund, og måneskinnet leger blidt mellem bøgene. Langs stierne blunder en lys bræmme, og selv en sølvsky oven over trætoppene hviler på brede vinger og skuer lyttende ned. Stemningen er højtidelig og fortrolig på samme tid: parret deler en hemmelighedsfuld nærhed i den sovende skov. Gentagelsen af første strofe til sidst forstærker roen og fornemmelsen af, at øjeblikket må holdes fast, før sangen – måske selve forelskelsen – vågner.
Landskab — Resumé
Stille, du elskede Kvinde! Tyst maa vi træde, vi to. Der sover en Sang her inde I Skovens natlige Ro.
Stille er Vover og Vinde, Tavs er hver Sangfuglemund, Tiende Kilderne rinde Blankt over mossede Bund.
Maanestraalerne spille Tyst mellem Bøgene frem, Langs ad Stierne stille Blunder en lyslig Bræm.
Sølvskyen selv der oppe Hviler paa Vingen bred, Højt over Træernes Toppe Skuer den lyttende ned.
Stille er Vover og Vinde, Tyst maa vi træde, vi to. Der sover en Sang her inde I Skovens natlige Ro.