Stilheden hos J.P. Jacobsen er ikke et tomt rum, men et lyttende nærvær. Allerede åbningslinjen «Stille, du elskede Kvinde!» sætter en intim og næsten ceremoniel tone: to mennesker skal bevæge sig gennem skoven uden at bryde dens ro, fordi der i mørket «sover en Sang». Det er digtets centrale paradoks – en sang, der ikke lyder, men hviler som en endnu ufødt mulighed i «Skovens natlige Ro». Naturen bliver dermed ikke skildret som noget, der mangler lyd, men som noget, der rummer lyd i en sovende, spændt tilstand.
Formen bærer denne stemning. Stroferne er korte, krydsrimede og holdt i et afdæmpet sprog med mange bløde s’er og v’er, så linjerne næsten hvisker. Første strofe vender tilbage til sidst, men med en vigtig forskydning: «Stille, du elskede Kvinde!» er blevet til «Stille er Vover og Vinde». Duet er ikke forsvundet; det er sunket ind i landskabet. «Vi to» står stadig i slutstrofen, men nu omgivet af vindens og vovenes stilhed. Gentagelsen lukker digtet som en cirkel, og man fornemmer, at parret og skoven er nået ind i samme rytme.
Nøgleordene kredser alle om samme tilstand: «stille», «tyst», «tavs», «tiende», «blunder», «hviler». De fordeles mellem vind, fugle, kilder, stier og skyer, så tavsheden får mange små kilder i landskabet. Sangfuglene har lukket «hver Sangfuglemund», kilderne rinder «blankt over mossede Bund», og månestrålerne leger «tyst mellem Bøgene frem». Digtet personificerer naturen med let hånd: skyen hviler på sin brede vinge og «Skuer den lyttende ned» over trætoppene. Himmelen bliver et øre, og menneskene nedenunder bliver to, der lytter sammen med et landskab, der selv lytter.
Det ydre og det indre glider over i hinanden. Ordet «her inde» i første strofe gør skoven til et lukket, næsten psykisk rum, mens «der oppe» i fjerde strofe åbner mod himlen. Alligevel er begge steder dæmpede: Sølvskyen selv holder vejret, og lyset langs stierne «blunder». Selv det, der normalt er i bevægelse – vover, vinde, kilder, måneskin – bringes til ro. Derved opstår en særegen intensitet: jo mere digtet dæmper naturen, desto mere skærpes læserens opmærksomhed mod det usagte.
Betydningen af «Landskab» ligger i denne evne til at gøre sproget til en form for stilhedstræning. Digtet fortæller ingen historie og udfolder ingen ydre begivenhed; det skaber en tilstand. Rytme, rim og klang gentager det sagte indhold, så man som læser ikke bare hører om stilheden, men træder ind i den. Den sovende sang bliver aldrig vækket, og netop derfor bliver den ved med at klinge efter sidste linje. Sådan viser digtet, at poesi kan gøre en stemning nærværende – ikke ved at forklare den, men ved at lade læseren lytte med samme varsomhed som de to, der «tyst maa træde» i skovens nat.