J.P. Jacobsen (1847–1885) hører til de væsentlige danske forfattere i 1800-tallets slutning, og »Marine« står i den posthumt udgivne samling Digte og Udkast. Allerede titlen peger på et havmaleri, men det, digtet ser, er ikke havet selv: det er en kvinde, hvis skikkelse langsomt forvandles til kyst, bølger og lys. Dermed bliver digtet et dobbeltbillede, hvor menneskekroppen læses som natur, og naturen får et strejf af menneskelig lokken.
Forvandlingen begynder ved håret, »Haarets ravnsorte Sky’r«, hvorfra øjnene bryder frem som »blinkende Tvillingefyr«. Her får blikket en dobbelt bevægelse: det stråler og flygter, »Straaler og flyr«, som fyrlys der tiltrækker og unddrager sig. Ordet »ravnsorte« lægger mørke og en anelse mytisk varsel ned over billedet, mens hudens hvidhed siden træder skarpt frem. Derefter glider åndedrættet som »Aandedrags-Luftninger lune og blide« hen over »Skuldrenes Klipper de hvide«. Kroppen bliver et landskab, men et levende landskab, for luftningerne bevæger sig sagte. Endelig møder blikket brystet, der »svulmende vugges« imod »Dragtens Kniplingekyst«. Kjolens blonder bliver en kystlinje, og brystet bliver en bølge, »Skumhvidt, men tyst«. Beskrivelsen er sanselig præcis: hvidt skum og blonder deler farve og bevægelse, men der er ingen lyd. Det hvide går igen som en næsten blændende farve, og mørket fra håret får kroppen til at lyse.
Digtets form understøtter bølgebilledet. De første ni linjer falder i tre små strofer, hver med to længere linjer og en kort tredje linje, så rytmen rejser sig og falder tilbage, næsten som en dønning. Rimene er bløde og fulde: ord som »Sky’r«, »Tvillingefyr« og »flyr« glider i hinanden, og det samme sker med »blide / hvide / glide« og »Kyst / Bryst / tyst«. De mange s-lyde – »Straaler«, »Sagtelig glide«, »Svulmende«, »Skumhvidt« – lægger sig som en hvislen eller et åndedrag hen over linjerne. Ordet »tyst« står sidst i tredje strofe og markerer en grænse: synet er fuldendt, men lyden mangler. Derfor føles overgangen til de sidste linjer som et sug efter noget andet.
I de sidste seks linjer skifter digtet karakter. Fra beskrivelse går det over i udbrud og ønske: »Ak om der lød dog«. Nu nævnes havfruen eksplicit, og hele det foregående havlandskab falder på plads. Ønsket om en »Havfruesang«, der er »Smeltende blød og / Daarende mild«, er ikke bare et ønske om lyd. Havfruens sang er i traditionen lokkende og farlig; den drager den, der hører den, til sig. Ordet »daarende« gemmer på at gøre én forrykt eller besat, og sangen kaldes »Kjerlighedsklagende«: en klage, der handler om kærlighed. Den, der ser og længes, vil ikke blot høre kvinden; han vil drages ind, selv om det kan koste ham sig selv. Længslen er altså både øm og farlig. Den korte, brudte rytme i »Smeltende blød og / Daarende mild« gør selve sproget blødt og flydende, som om ordene begynder at smelte under længslen.
Det særlige ved »Marine« er, at digtet aldrig forlader billedfladen. Kvinden forbliver et landskab, og lyden forbliver et ønske. Derved opstår en spænding mellem det sete og det savnede, mellem den tavse skønhed og den stemme, der kunne gøre den levende. Jacobsen viser, hvordan begær kan forvandle det sete: øjet læser kroppen som natur, og fantasien lægger en sirenemyte ned over den. Digtet er derfor ikke bare et stemningsbillede, men et præcist billede på længslen efter det, der mangler i synet – stemmen, berøringen, kærligheden. Fordi havfruesangen aldrig lyder, bliver læseren stående i samme længsel som den talende. Det er en veltimet lyrisk miniature: Den ene udbrydning efter det tavse portræt giver digtet sin spænding og gør længslen næsten fysisk mærkbar.