J.P. Jacobsens "Marine" lader en kvindeskikkelse smelte sammen med havets billeder. Håret er ravnsorte skyer, øjnene blinkende tvillingefyr, skuldrene hvide klipper, og brystet bliver en skumhvid bølge mod kjolens kniplingskyst. Alt er næsten stille, men fuld af bevægelse: åndedrættet glider som lune vindpust, blikket stråler og flygter. Sammenligningerne gør hende næsten uberørlig, som en kyst betragtet på afstand, og stemningen er fortættet, sanselig og nærmest tilbageholdt begær. Hvert billede trækker kroppen ud i et landskab, hvor længsel og skønhed er tæt forbundet.
I de sidste linjer vender taleren sig mod en uudtalt længsel: at der ville lyde en blød, dragende havfruesang, en kærlighedsklage, der kunne få det smukke, tavse billede til at tale. Det efterlader en vemodig fornemmelse af fascination og uopfyldt ønske. Skønheden er til stede, men den forbliver tavs, og netop tavsheden skaber den drømmende, lidt sorgfulde tone.