"Silkesko over gylden Læst!" lyder som et prunkende, næsten barnligt jublende udbrud, og allerede her slås tonen an: en kærlighedserklæring, der bygger på kostbarhed, håndværk og forvandling. Silken spændt over en gylden læst giver et billede af noget blødt, der har fået fast form; det kan læses som en festsko, men også som et billede på den elskede selv. Det lyriske jeg har "fæstet" sig en jomfru – det gamle ord betyder forlovet – og erklærer, at ingen på "Guds sollyse Jord" kan måle sig med hende.
Rytmisk åbner digtet med tre korte linjer, der binder sig sammen i rimet "Læst" og "fæst’". Gentagelsen i "Jeg har mig en Jomfru fæst’! / Jeg har mig en dejlig Jomfru fæst’!" virker insisterende og folkviseagtig, som om glæden må siges flere gange for at blive virkelig. Efter de korte udbrud åbner sætningen sig i længere linjer: "Ingen er som hun paa Guds sollyse Jord, / Ikke en eneste en." Her binds "Jord" og "Nord" sammen, senere "en" og "ren", men rimene bliver løsere og mindre triumferende, som om sproget bevæger sig fra udråb til undren.
Sammenligningerne "som Himlen i Syd og som Sneen i Nord" spænder over hele den kendte verdens bredde. Hun er ikke bare ren; hun er ren på to modsatte måder, både som lysåben sydlig himmel og som kølig nordisk sne. Denne dobbelthed forstærkes straks: "Men der er Jorderigs Fryd i min Himmel, / Og Flammer der staar af min Sne." Her forskydes billederne. Himlen, der ellers hører det ophøjede til, rummer pludselig jordisk fryd; sneen, der ellers slukker og køler, bærer flammer. Kærligheden bliver dermed ikke et valg mellem ånd og krop, men et sammenstød, hvor begge størrelser brænder samtidig. Ordet "ren" får sin betydning udfordret af "Men", for renheden er ikke afvisende eller kold – den er fuld af varme og liv.
Klangen understøtter denne dobbelthed: bløde s-lyde glider gennem "Silkesko", "Læst", "fæst’" og "Sne", mens de hårdere konsonanter i "Jorderigs Fryd" og "Flammer" bryder frem. Allitterationen i "Sommers Rose er rødere" giver linjen et nærmest syngende præg, lige før det uventede "sort" sætter en mørk klangbund. Den klanglige bevægelse fra lys til mørke svarer til billedbevægelsen fra guld og sne til flammer og sort øje.
Afslutningen "Ingen Sommers Rose er rødere, / End hendes Øje er sort . . ." er digtets dristigste billede. Sammenligningen mellem en rød rose og et sort øje er logisk umulig, men netop derfor overgår den almindelig sammenligning: hendes mørke øje overgår selv den rødeste rose i intensitet. Ellipsen efter "sort" lader blikket stå åbent og dragende, som et mørke man ikke ser til bunds i. På samme måde glider det gyldne og det silkeagtige over i noget flammende og mørkt, og digtet slutter uden at lukke sig.
Betydningen ligger ikke i at beskrive kvinden ydre, men i at skabe hende som et sprogligt og sanseligt paradoks. Jacobsen forener folkevisens gentagelser med en næsten modernistisk insisteren på modsætninger, og derved bliver den lille sang en koncentreret demonstration af, hvordan lyrik kan sige mere gennem brydninger end gennem forklaringer. Den fanger forelskelsens tilstand, hvor den elskede opleves som ophøjet og jordisk, fjern og nærværende, ren og flammende – alt sammen i samme åndedrag.