Åbningsbilledet med silkeskoen over den gyldne læst slår en kostbar, næsten eventyrlig tone an. Jeget jubler over at have fæstet sig en dejlig jomfru, som ingen på Guds sollyse jord kan måle sig med. Hun beskrives som ren – som himlen i syd og sneen i nord. Men renheden bliver straks dobbelt: der findes jordisk fryd i himlen, og der står flammer ud af sneen. Hun er altså ikke kun ophøjet, men også sanselig og dragende. Det afsluttende paradoks forstærker dobbeltheden: ingen sommerrose er rødere, end hendes øje er sort. Følelsen er svimmel tilbedelse, hvor beundring og begær smelter sammen. Det er en kærlighed, der ikke vælger mellem ideal og sanselighed, men lader begge dele stå på én gang. Stemningen er intens og næsten ekstatisk, båret af kontraster mellem hvidt og mørkt, kulde og varme.
Silkesko over gylden læst — Resumé
Silkesko over gylden Læst! Jeg har mig en Jomfru fæst’! Jeg har mig en dejlig Jomfru fæst’! Ingen er som hun paa Guds sollyse Jord, Ikke en eneste en. Som Himlen i Syd og som Sneen i Nord Er hun ren. Men der er Jorderigs Fryd i min Himmel, Og Flammer der staar af min Sne. Ingen Sommers Rose er rødere, End hendes Øje er sort . . .