En mand står uden for sin kærestes vindue i øsende regn og hylende blæst og kalder på hende. Vejret er gråt og ubarmhjertigt: vandet vælter ned, gadeskilte klaprer, og han er gennemblødt. Alligevel er det en frierhenvendelse – en serenade, men uden måneskin og milde toner. I stedet beder han hende komme ud og varme ham med kys, nu hvor regnen har kølet ham og blæsten har bøjet ham. Gentagelsen af “Kæreste du!” giver stemmen noget indtrængende og næsten barnligt bedende, som om han halvt bebrejder hende, halvt håber, hun synes synd på ham. Stemningen er på én gang kold, våd og romantisk: den ydre storm står som en modsætning til den varme, han søger hos hende, og man fornemmer både længsel, utålmodighed og en lille gnist af selvironi.
Serenade — Resumé
Der skinner ej Sol, det er Graat i Graat, det øser fra Skyen i Spande, alting paa Gaden er drivende vaadt, det regner med styrtende Vande! — Kæreste du! kommer du nu, nu Regnen har kølet din Elsker?
Det blæser saa koldt, det hyler saa vildt, i Gaslygten Glassene klirrer, klaprende danser paa Krogen et Skilt, og Vejrhanen pibende svirrer! — Kæreste du! kommer du nu, nu Blæsten har bøjet din Elsker?
Hører du Stormkrogens raslende Larm og Regnskyllets Slag mod din Rude? hører du ham, der har drømt i din Arm, staa dyngvaad og kalde herude? Kæreste du! nægter du nu de Kys, der kan varme din Elsker?