Obstfelders «Julaften» viser en mann som er utenfor julefeiringen. Byen er full av lys, bugnende juletrær og barnesang, men han vandrer alene i gatene og setter seg på trappen for å tenke på sin døde mor. Så går han ut på mørke marker under stjernene, der nakne trær kaster skygger. Han finner en frostskadd spurv som ennå sitrer – en liten død midt i all juleglansen. Til slutt går han hjem til det nakne tagkammeret, tenner et lys i en flaske, legger Bibelen på kisten, kneler og gråter. Stemningen er stille, kald og sorgtung. Julegleden blir noe fjernt og nesten smertefullt for den som står utenfor, og teksten fanger følelsen av ensomhet og savn i en tid som egentlig handler om fellesskap.
Julaften — Sammendrag
Julaften med julelys i vinduerne, bugnende juletrær i storstuerne, julesang ud gjennem dørsprækkerne!
Jeg vanked alene i gaderne og lytted til barnesangene. Jeg satte mig ned paa trapperne og tænkte paa min døde mor.
Og jeg gik ud paa markerne — ud — blandt stjernerne. Min skygge gled hen over skyggerne af dødningearmede trær.
Jeg fandt et lig mellem sneglimtene, snejulelysene, et lig, som endnu bævrede, en stakkels frostdød spurv.
Og jeg gik hjem til mit tagkammer og satte lyset i min flaske.
Jeg satte lyset i min flaske og la bibelen paa min kiste.
Jeg knæled ned ved min kiste og blæste støvet af min bibel.
Jeg folded hænder over min bibel og graat.