En mann går alene gjennom en nattlig park der tåken legger seg over trær og gress, og lyktene bare er gule pupiller i mørket. Han kjenner seg selv som et spøkelse: hosten og skrittene hans lyder fremmede. I den mørkeste gangen oppdager han en tilslørt kvinne på en ensom benk, og synet vekker en vemodig glede over å møte et annet menneske i den døde natten. Han setter seg hos henne, legger øret mot hjertet hennes og begynner å gråte uten å vite hvorfor. Hun avviser ham ikke; hun trøster ham varsomt, og han ber henne gjemme seg. Stemningen er tung, tåkefylt og uvirkelig, men midt i dette finnes også ømhet og trøst mellom to ensomme, navnløse mennesker. Til slutt hører bare Gud hulkene og den trøstende hviskingen i mørket.
Navnløs — Sammendrag
Mørkets taage sænker sig over trær, over plæner, bladene har ingen farver, græsset har intet grønt. Lygternes blus er mørkets gule pupiller — gule pupiller, som vider sig ud saa sælsomt. Ingen er der, som ler eller sukker i parkens gange. Jeg hoster. Min hosten lyder som spøgelseharken. Jeg gaar. Mine skridt er som spøgelseskridt.
Men i parkens mørkeste gang, hvor lygter ei brænder sidder skjult mellem trær paa en ensom bænk en skjøge. Der er slør for de blege kinder, sort slør — bag det sorte slør er der øine, som sælsomt glimter.
Og jeg gribes af en vemodig, natlig glæde, ved at møde i mørket, i den døde nat, et menneske.
Jeg sætter mig ned stille, drar sløret tilside taust, nærmer mine øine til hendes, min sjæl til hendes.
Lydløst daler nogle blade. Varsomt lægger jeg øret til hendes hjerte . . . Og brister i graat, graater i hendes kolde hansker, graater og graater, og ved ikke, hvorfor jeg graater,
Hun støder mig ikke bort. Hun tørrer mine øine nænsomt. Og jeg griber hendes hænder i angstfuldt tungsind og ber hende gjemme mig, gjemme mig, gjemme mig.
Mørkets taage sænker sig over trær, over sjæle. Løvet har ingen farver, græsset intet grønt. Men i taagen daler lydløst sorte blade, og i mørket sidder skjult paa en ensom bænk en navnløs, og gjemmer ved det hede bryst en sygs ansigt, og gjemmer i de myge hænder en ræds øine, og ingen uden Gud hører hans saare hulken, og ingen uden Gud hører hendes trøstende hvisken.