Jeg-personen er en spillemann som bærer på en ulykkelig kjærlighet. Tankene går til kvinnen han elsker om sommerlyse netter, men veien fører ham stadig ned mot elven og orekrattet. Der maner han fram et vesen fra dypet – en vannånd eller en slags fossegrim – for å lære musikk som kan trollbinde henne. Dette vesenet spiller ham «bent fra Gud», inn i en mørk og farlig musikalsk makt. Da han endelig er blitt mester over kunsten, er det likevel for sent: kvinnen er blitt hans brors brud. Til slutt har han spilt seg inn i store kirker og saler, men fossens gru og sanger slipper ham aldri. Følelsen er besatt og bitter; stemningen er trolsk, lengtende og melankolsk, med et drag av undergang.
Spillemænd — Sammendrag
Til hende stod mine tanker hver en sommerlys nat; men vejen den bar til elven i det duggede orekrat.
Hej, kender du gru og sange, kan du kogle den dejliges sind, så i store kirker og sale hun mener at følge dig ind!
Jeg maned den våde af dybet; han spilled mig bent fra Gud; — men da jeg var bleven hans mester, var hun min broders brud.
I store kirker og sale mig selv jeg spilled ind, og fossens gru og sange veg aldrig fra mit sind.