Jeg-personen skildrer hjembygda si med varme: dalen der han har sitt hjem, har en tiltrekningskraft som bare vokser med årene. En fremmed kan riktignok se landskapet ovenfra og stanse ved hvor vakkert og vidt det er, men den som har levd i dalen, eier noe mer – et rikt blomsterflor av minner. Naturen fornyer disse minnene; ved elvebredden, på solbelyste enger og under løvverket dukker fortiden opp, og i elvens brus hører han svunne dagers røster. Stemningen er vemodig og takknemlig på samme tid. Selv det som en gang var smertefullt, blir velsignet i minnets lys. Mot slutten vender han seg direkte til dalen og ber om at hjemmet må bevares i skjønnhet og fred, slik at nye gode minner kan gro for dem han er glad i.
Sang i Dalen — Sammendrag
Den Egn, hvori min Vei er lagt Og hvor min Arne staar, Den har for mig en Yndets Magt, Der voxer Aar for Aar.
En Fremmed ser fra Bjerget ned Paa Bygd og Stad og Bugt, Og har et Syn at standse ved, Saa vidt-udstrakt og smukt.
Men Den, der vandt i Dalens Favn En rig Erindrings Flor, Han dvæler der i Fryd og Savn Ved Mindets friske Spor. —
Naturens Liv fornyer det Med Glædes-Tegn og Suk, Og fængsler ham til mangen Plet, Der kun for ham er smuk.
Jeg vandrer tit en ensom Gang I denne blide Egn, Ved Elvebred, paa solbar Vang, Og under Løvets Hegn.
Og hvor jeg standser tankefuld, Og er det Fjerne nær, Der skyder Mindets Blomst af Muld Og af de gamle Trær.
Jeg hører i den stride Elv De svundne Dages Røst, — Den klinger under Lundens Hvælv Fra mangen Sangers Bryst.
Da lever jeg et Liv paa Ny, Hvis Vei blandt Torne faldt Og er dog nu, i Mindets Ly, Velsignet overalt.
Du fagre Dal! Min Ungdoms Skat Har du bevaret ømt. Du ved, hvad jeg i Sorgens Nat Og Haabets Gry har drømt.
Men se, jeg fik et større Held At eie i dit Skjød, End Alt hvad Haabets milde Væld I Savnets Bæger gød.
Bevar da nu mit lyse Hjem I Fagerhed og Fred! Lad søde Minder gro for dem Mit Hjerte hænger ved!
En Rune i dit Skjød er lagt For alle mine Kaar. Du har for mig en Yndets Magt, Der voxer Aar for Aar.